søndag den 26. august 2012

Hjemme igen

Her kommer det sidste og afsluttende indlæg på min fantastiske rejse på knap 5 måneder.

Jeg nåede endelig hjem til Danmark efter 2 dages rejse. Jeg tror ikke rigtigt, at jeg forstod at det hele nu var forbi, før jeg stod på dansk jord igen. Der blev jeg dog også ramt af alle mulige følelser.

Det var på den ene side fantastisk at skulle hjem til alle de dejlige ting, jeg havde savnet helt vildt, Ikke mindst min seng, den danske mad og min familie og mine venner. Samtidigt ventede jeg også svar på om jeg var blevet optaget på universitetet og dermed et helt nyt liv ventede på mig derhjemme. Jeg var klar til at komme hjem og komme i gang med mit ny liv. På den anden side elskede jeg mit liv som backpacker og Sydamerika havde ramt mig i hjertet. Jeg vidste med sikkerhed, at det ikke var sidste gang jeg satte mine ben på kontinentet, men tværtimod at jeg så snart som muligt ville vende tilbage. Det var derfor også med ro i sindet, med tilfredshed over min fantastiske rejse og fyldt op med skønne minder, at jeg gik ud og mødte min familie i ankomsthallen. Da jeg endelig så mine forældre og min veninde vente på mig blev jeg så glad. Dagen efter havde jeg fødselsdag og jeg fik derfor en fantastisk og meget dansk velkomst.

Det tog mig flere uger at vænne mig til at komme hjem, og jeg havde stadig heller ikke vænnet mig helt til livet i Danmark. Detaljer så som at tage skoene af indenfor, putte papiret i toilettet og komme til tiden kniber engang i mellem stadigvæk. Jeg kan dog også mærke at jeg er forandret for livet og mine oplevelser har sat dybe spor i sjælen på mig. Selv min mor fortæller mig tit, at jeg er meget forandret efter at være kommet hjem. Den stærkeste oplevelse, der stadig sidder dybt forankret i mig, var helt sikkert at arbejde med de handicappede børnehjemsbørn. Det var en meget stærk oplevelse, men helt sikkert noget, der har givet mig mere perspektiv på livet og på mine værdier. Jeg ved, at hver en oplevelse har sat sine spor og gjort mig til den jeg er, og de hjælper mig hver dag til at minde mig om, den jeg vil være, og det jeg vil bruge mit liv på.

Jeg håber det har være interessant at læse min blog, og jeg håber på at det kan inspirere og hjælpe andre til at opdage Sydamerikas vidundere. Jeg er altid klar til at fortælle mere, for det er jo kun en tiendedel af alt det, jeg har oplevet, som er kommet med i bloggen. Et endnu bedre råd er selvfølgelig at tage ud og opleve det selv. Det er hvert et minut og hver en krone værd!

Det bliver ikke sidste gang, jeg skriver på bloggen, for næste gang jeg tager afsted, kan I selvfølgelig også følge mine oplevelser her. For "At rejse er at leve", som H.C. Andersen siger - det kan lyde som en kliché, men for mig er det utrolig sandt og en meget vigtig sætning i mit liv.


Min rejse med rødt og særlige oplevelser med blåt

Ingen kommentarer:

Send en kommentar