Hjemme igen

Her kommer det sidste og afsluttende indlæg på min fantastiske rejse på knap 5 måneder.

Jeg nåede endelig hjem til Danmark efter 2 dages rejse. Jeg tror ikke rigtigt, at jeg forstod at det hele nu var forbi, før jeg stod på dansk jord igen. Der blev jeg dog også ramt af alle mulige følelser.

Det var på den ene side fantastisk at skulle hjem til alle de dejlige ting, jeg havde savnet helt vildt, Ikke mindst min seng, den danske mad og min familie og mine venner. Samtidigt ventede jeg også svar på om jeg var blevet optaget på universitetet og dermed et helt nyt liv ventede på mig derhjemme. Jeg var klar til at komme hjem og komme i gang med mit ny liv. På den anden side elskede jeg mit liv som backpacker og Sydamerika havde ramt mig i hjertet. Jeg vidste med sikkerhed, at det ikke var sidste gang jeg satte mine ben på kontinentet, men tværtimod at jeg så snart som muligt ville vende tilbage. Det var derfor også med ro i sindet, med tilfredshed over min fantastiske rejse og fyldt op med skønne minder, at jeg gik ud og mødte min familie i ankomsthallen. Da jeg endelig så mine forældre og min veninde vente på mig blev jeg så glad. Dagen efter havde jeg fødselsdag og jeg fik derfor en fantastisk og meget dansk velkomst.

Det tog mig flere uger at vænne mig til at komme hjem, og jeg havde stadig heller ikke vænnet mig helt til livet i Danmark. Detaljer så som at tage skoene af indenfor, putte papiret i toilettet og komme til tiden kniber engang i mellem stadigvæk. Jeg kan dog også mærke at jeg er forandret for livet og mine oplevelser har sat dybe spor i sjælen på mig. Selv min mor fortæller mig tit, at jeg er meget forandret efter at være kommet hjem. Den stærkeste oplevelse, der stadig sidder dybt forankret i mig, var helt sikkert at arbejde med de handicappede børnehjemsbørn. Det var en meget stærk oplevelse, men helt sikkert noget, der har givet mig mere perspektiv på livet og på mine værdier. Jeg ved, at hver en oplevelse har sat sine spor og gjort mig til den jeg er, og de hjælper mig hver dag til at minde mig om, den jeg vil være, og det jeg vil bruge mit liv på.

Jeg håber det har være interessant at læse min blog, og jeg håber på at det kan inspirere og hjælpe andre til at opdage Sydamerikas vidundere. Jeg er altid klar til at fortælle mere, for det er jo kun en tiendedel af alt det, jeg har oplevet, som er kommet med i bloggen. Et endnu bedre råd er selvfølgelig at tage ud og opleve det selv. Det er hvert et minut og hver en krone værd!

Det bliver ikke sidste gang, jeg skriver på bloggen, for næste gang jeg tager afsted, kan I selvfølgelig også følge mine oplevelser her. For "At rejse er at leve", som H.C. Andersen siger - det kan lyde som en kliché, men for mig er det utrolig sandt og en meget vigtig sætning i mit liv.



Min rejse med rødt og særlige oplevelser med blåt

The Best of Colombia

Et lidt forsinket indlæg omkring min sidste måned på eventyr i Colombia - men bedre sent end aldrig :)

Jeg forlod Quito, min nye hjemby, med tårer i øjnene og en mærkelig følelse af at være vel vidende om, at jeg nok ikke i den nærmeste fremtid - og nogle måske aldrig mere - kommer til at se de mennesker, man havde knyttet sig så meget til. Det var en stærk oplevelse, der bekræftede at jeg virkelig var kommet til at holde af Ecuador og de mennesker jeg havde lært at kende.

Det var dog også med frisk mod og lyst til nye eventyr at jeg begav mig videre. Jeg savnede livet som backpacker, og dermed friheden, selvstændigheden og de evige muligheder. Jeg var kommet til at købe så mange alpaca sweatre og andet gøgl, så min taskede bugnede og jeg kæmpede med at holde mig inden for den ene taske som jeg måtte have med.

Undervejs i mit ophold i Ecuador var jeg blevet gode venner med mange af de andre voluntører fra ICYE, og 5 af os havde tid, lyst og penge til at tage en tur til Colombia sammen. Det var sammen med Signe, fra Nyborg, Lily, fra Finland, Matilda, fra Sverige og Toka, fra England at jeg rejste mod Colombia. Jeg var noget nervøs, da jeg satte mine fødder på colombiansk jord, for hvad jeg ikke havde hørt og læst om kokainsmugling, kidnapninger, korrupte taxaer og politi. Det var nok til at skræmme både mig og samtlige i min familie. Men man er jo kun ung ( og overmodig) en gang, så jeg tog chancen. Det viste sig dog, at vi slet ikke behøvede at være så nervøse. Vi blev hverken berøvet, kidnappet eller det der var værre. Der er selvfølgelig stadig en masse problemer i Colombia, men det er ingenting i forhold til for 10 år siden, og regeringen har gjort en kæmpe indsats i bekæmpelsen af kriminalitet. Jeg må indrømme at Colombia var det land, jeg f'ølte mig mest tryg i i Sydamerika. Der var altid politi at se, og de var også flinke til at eskortere os rundt og lege guider, når vi forvirrede turister ikke lige kunne finde op og ned på kortet.

Cartagena

 

Vi fløj først til Bogóta, hvor vi tilbragte 4 afslappende dage med at sove længe, spise god mad, byture og bare at nyde ikke at skulle bekymre sig om arbejde, spanskundervisning, værtsfamilie osv. Derefter fløj vi til Cartagena, som er en meget kendt og turistet by ved den caribiske kyst i Colombia. Det var en nøgleby i den spanske kolonisering og har et meget smukt og berømt historisk centrum.

Vi fløj rundt, da afstandende er meget store, det kan være lidt farligt med natbusser stadigvæk, men især priserne var det afgørende: busserne er absurd dyre i Colombia. Vi fik en billigere flytur på en time, end en 20 timers bustur ville være. Det var jo luksus og vi sparede en masse transporttid. I Cartagena slappede vi også rigtig meget af ved stranden og tog tre dage på den idylliske "Playa Blanca" - en helt igennem fortryllende paradisstrand på en ø 2 timer ude for Cartagena. Den er  (næsten) helt uden electricitet, og der er kun det basale. Vi sov i hængekøjer 3 meter fra vandkanten, levede af skøn frisk fisk og så ikke os selv i spejlet i løbet af den tid. Det var de skønneste og mest afslappende tre dage i mit liv - og det tætteste man kunne komme på Paradis.

Udsigten fra min hængekøje på "Playa Blanca"

Efter vi kom tilbage til Cartagena, tog de 4 piger tilbage til Ecuador, hvor de skulle rejse lidt rundt og derefter vende tilbage til deres lande. Jeg blev tilbage og havde 2 uger til at opleve resten af Colombia. I starten var det lidt ensomt, men jeg fandt hurtigt melodien og blev egentlig rigtig glad for at rejse selv tilsidst. Jeg blev først i Cartagena et par dage, hvor jeg var ude og se en berømt vulkan, med et 2000 meter dybt mudderkrater, som bliver brugt til mudderbadning og muddermassage. Det var en meget mærkelig følelse, men rigtigt lækkert, når man lige vænnede sig til det.

Muddernassage i Volcan Totumo

 

Fra Cartagena fløj jeg til Medellin, som mest af alt er kendt for at være 80´ernes narkokartel og har en blodig historie med Pablo Escobar som hovedperson. Jeg mærkede ikke noget til den dystre fortid, men jeg havde også kun et kort besøg i byen. Jeg tog videre et par dage efter til Kaffeområdet og besøgte en kaffefarm, Hacienda Venecia, lidt ude for Manizales. Det var et eventyrligt sted, hvor der var så roligt og smukt, og jeg nød den prisvindende kaffe i så store mængder, at jeg ikke kunne sove om natten. Det skyldtes dog også et enormt uvejr, hvor tordenen ligefrem rystede huset og lynene lyste hele himlen op, som var det dag. På kaffefarmen fik jeg også en rundttur, hvor vi fulgte hele processen og lærte tæt mod alt, hvad man kan om kaffeplanter og kaffedyrkning. Det var rigtig spændende og nogle fantastiske dage i en helt speciel verden.

Nyder udsigten over kaffemarkerne

Lyn og torden

Jeg tog videre ind i kaffeområdet til en lille landsby, Salento, som også er kendt for kaffen og det smukke landskab. Her blev jeg inviteret med til et spil Tejo, som viste sig at være lettere farligt og nervepirrende. Det går ud på at kaste jern puck på en mudderplade, hvor man helst skal ramme de 4 pile, som er lavet af sprængstof i små mængder. Jeg fik dog et chok hver gang, og det var lidt halvfarligt, når jernpuckene fløj frem og tilbage i laden. Men lokalt var det og en sjov oplevelse. Dagen efter tog jeg ud på et 5 timers trek, hvor jeg besøgte den meget specielle "Valle del Cocora" - en dal fyldt med tårnhøje palmer, der gør det til et mystisk, men meget smukt sted.

Valle del Cocora

Fra køer, kaffe og Cowboys tog jeg videre til et helt andet sted. Cali er kendt som salsaens centrum i Colombia, hvis ikke i hele Sydamerika. Det blev for mig en helt særlig by, som åbnede dørene for den passionerede dans, som latinamerika er kendt for. Jeg fik privatundervisning i salsa af en meget dygtig instruktør, hvor jeg hurtigt lærte de vigtigste grundtrin. Jeg var ude næsten hver aften med både turister og lokale og dansede til den lyse morgen og til mine fødder ikke kunne mere. Jeg var utroligt heldig at opleve Independence Day i Cali, som var en fantastisk fest med udklædninger, folkedans, fest og dans til den lyse morgen. Jeg har aldrig mødt et folkefærd, som kunne feste så meget som Calenos´ne Det var en fantastisk afslutning på min rejse og fra Cali begav jeg mig tilbage til Bogóta med natbus og ud på en 2 dages lang returrejse til Danmark.

Into the Wild

Var i sidste uge paa opdagelse i endnu en af Ecuadors vidundere: Amazonasjunglen - eller "El Oriente", som man kalder det herovre. Jeg tog onsdag aften med natbus til Lago Agrio, hvor moedestedet med agenciet, Dracaena Amazon Expeditions, og gruppen var. Vi blev hentet af en Jeep som koerte os 3 timer vaek til en lille landsby, hvor vi begyndte vores sejltur fra. Sejlturen ind midt i Cuyabeno Wild Life Reserve tog yderligere 2,5 time og endelig ankom vi til vores Lodge, Nicky Lodge. Det viste sig at jeg var halvdelen af gruppen og en fyr, Thomas fra San Diego i USA udgjorde den anden halvdel. Det viste sig faktisk at vaere en kaempe fordel kun at vaere os to i forhold til at opleve naturen og dyrene, og det var nu ogsaa mere hyggeligt og intimt at vaere saa faa. Vi foelte os ikke som turister, men mere som en del af de lokale og "staff'et" paa lodgen.

Min lokale guide Jakob paa vej til lodgen 

Nicky Lodge

Vi blev vaekket torsdag morgen kl. 5.45 med en tur ud i kano og opleve junglen vaagne. Paa turen saa dovendyr, aber, tukaner, papegoejer og en masse andre fugle, som jeg ikke kan identicifere og huske navnene paa( som den inkarnerede ornitolog, som jeg jo ikke er). Efter morgenmaden sejlede vi ud igen for at opleve endnu mere af naturen. Det endte med en hyggelig vandretur i sumpen og vores to guider, Rita og Jacob, demonstrerede deres vildmands- (og -kvinde) kundskaber ved at konstruere tasker og hatte ud blade. Det var rigtig hyggeligt. Vi saa ikke saa mange dyr, men en masse fodspor efter vildsvin.Om eftermiddagen tog vi ud og badede( ja oh ve oh skraek - men jeg gjorde det! Godt nok skrigende og spraellende af frygt for at blive spist af en anakonda, krokodille, piratfisk og hvad ellers der nu gemte sig i den flod). Bagefter fiskede vi piratfisk, som vi spiste til aften. De smagte faktisk rigtig godt :)

Find tukanen

Abe!

Dagen efter gentog vi den tidlige morgenekspedition og her oplevede vi en hel koloni af "Squirrel Monkeys" -vil gerne oversaette det til dansk - egernaber-, men ved ikke om det dyr eksisterer paa dansk!) Der var op mod 60-70 aber som hoppede og sprang livligt omkring os. Det var en fed oplevelse og den fortsatte med et ordentligt regnskyl paa en klar himmel og vi saa tydeligt hvordan regnbyen formede sig og overhalede os. Bagefter var der den smukkeste regnbue over himmelen :) Paa denne tur saa vi ogsaa et hav af fugle - kolibrier, tukaner, junglekondorer, fiskehejre osv. Senere den dag tog vi paa udflugt til den naermest Quicha landsby, hvor vi lavede pandebroedaf en meget brugt rod herovre, yuca. Yuca bruges ogsaa til at lave den traditionelle Chichadrik, som er en del af kulturen. Chicha gaerer undervejs i processen og danner derfor naturlig alkohol. Jo laengere chicha'en staar, jo staerkere og mere koncentreret bliver den. Der findes forskellige udgaver af Chicha'en afhaengig  af regionen. Eks. bruges der yuca i junglen og majs. Her i junglen staar de lokale op ved en 4-5 tiden om morgenen og starter dagen med en ordentlig spand Chicha og gaar i seng allerede ved 6 tiden om aftenen. Det er et helt andet liv end vi kender. Jeg kunne blive ved med at forklare om kulturen, men det er jo ikke det min blog er til for :D Ud over at kokkere lidt med de lokale saa vi familiens kakao-, kaffe-, banan- og sukkerroersplantager. Det var foerste gang jeg har set saadan nogle, saa det var superinteressant. Her stiftede vi ogsaa bekendtskab med slangerne... Om aften var vi paa jagt efter krokodiller og saa da ogsaa et par stykker. Vi kom helt taet paa en unge - og jeg kunne ikke lade vaere med at taenke paa dens mor, der helt sikkert laa og lurede omkring os, klar til at forsvare sig.

Rita i aktion med at lave taske

Jacob i aktion med at lave taske

Eco friendly fashion

Piratfisketur

Jungle Kondorer

Thomas bliver malet med naturfarver af Rita, vores guide fra Quichasamfundet

To unge Quichakvinder i faerd med at lave Yucabroed

Kaffeplantage

Kakaoplante

Jacob uddeler smagsproever paa sukkerroer

Limbo under traestammen

Den naeste dag forloeb nogenlunde ens med de andre. Vi var ude og padle rundt i kano og var paa opdagelse paa ukendte steder for selv guiderne. Det foert til limbo under en vaeltet traestamme, paa besoeg i en sump og ikke mindst var vi ude og stjaele fisk fra en lokals fiskenet... Om eftermiddagen fandt vi hennatraer og udfoldede vores kreative evner. Det var en dejlig dag og samtidig afslutningen paa vores tur, for om aftenen ankom en ny gruppe paa 6 personer, der paabegyndte deres ophold der.

Kaerlighed til naturen

Mono Aranja hennatatovering

Dagen efter tog vi den samme tur tilbage, som vi kom ad og jeg var foerst hjemme i Quito kl 1.30 samme nat. Jeg ankom traet, fyldt med myggestik, men meget glad og tilfreds med denne fantastiske oplevelse. Det var skoent at vaere saa taet paa naturen og proeve at vaere vaek fra al civilization.

Nu er jeg naaet til den sidste uge af mit ophold i Ecuador. I dag holder min familie afskedsfest for mig, hvor familien kommer og siger farvel og jeg har bagt baade banankage og aeblekage til alle.  Jeg skal til at sige farvel til alt det jeg nu har brugt 2,5 maaned paa at elske og laere at kende. Min familie, mit projekt, mine venner og ikke mindst Ecuador og Quito. Det er super haardt og jeg er splittet indeni. For ville rigtig gerne blive her, men selvfoelgelig glaeder jeg mig ogsaa som en gal til at tage til Colombia og til i sidste ende at komme hjem til fantastiske Danmark. Til orientering tager jeg fredag til Colombia sammen med 4 veninder her fra Quito. Vi rejser de foerste 14 dage sammen og derefter er jeg paa egen haand i ydereligere 12 dage foer jeg lander i Kastrup d. 25. juli kl 17.10

Vi ses i Colombia!

En Verden til Forskel - og saa alligevel ikke

Livet her i Quito er, paa trods af en dagligdag med nogenlunde de samme rutiner som i Danmark, helt anderledes. Baade mentalt lever jeg i en helt anden verden, men ogsaa praktisk. Livsstilen, mentaliteten og ikke mindst miljoet og omstaendighederne er langt fra det velkendte. Jeg er efterhaanden ved at komme godt ind under huden paa ecuadorianerne og foeler nu, at jeg kender Ecuador mere end bare toppen af isbjerget. 

Jeg bliver tit spurgt, hvordan Ecuador er forskelligt fra mit land og hvad jeg synes, der er saert her. Det har tvunget mig til at reflektere lidt over, hvordan jeg i virkeligheden oplever landet, kulturen og folket? Den stoerste forskel, som man ikke kan undgaa at blive konfronteret med flere gange dagligt er forholdet til tid. Det har ogsaa faaet mig til at indse den store kontrast, der er til den danske mentalitet. 

Med modermaelken faar vi danskere automatisk integreret et lille ur, der hele tiden paaminder os om urets tikken og om tidens vaerdi. Vi overholder tider punktligt og hvis bussen er bare 4 minutter forsinket, saa maa den da vaere koert galt! Ogsaa i det lange loeb har tiden en hoej vaerdi. Vi planlaegger alt ned til mindste detalje og laegger vores liv i skemaer og tidsplaner. Selv hvornaar vi vil giftes og have boern er der mange, der har lagt et tidsbudget paa, og jeg indroemmer da blankt, at jeg er en af de mange, der har lavet et udkast til livsplanen. For os har hver dag, hvert minut en uerstattelig vaerdi og vi revurderer hele tiden liv, for at opnaa den optimale livskvalitet. Hvis det betyder en skilsmisse eller et karrierskift er vi ikke bange for at foretage et drastisk valg.

Efter at have brugt to maaneder i Ecuador, har jeg nu oplevet et helt andet forhold til begrebet tid. Jeg blev hurtigt introduceret for begrebet ecuadoriansk tid i kontrast til europaerisk tid. Ecuadoriansk tid betyder 

+ en halv til en helt time. Det inkluderer alt ligefra moedetid, aftaler og tv-tider. Det mest konkrete eksempel, jeg hver dag bliver konfronteret med, er busserne og transporten i det hele taget. Der findes ingen tidsskemaer paa busserne, og man bliver derfor noedt til at vente paent i vejkanten paa at en bus kommer forbi og har lyst til at tage en med. Det kan betyde en forskel paa 1 minut til 30 minutter. Bare en bustur fra Nordquito til Sydquito tager nemt 2 timer, selvom der nok ikke er mere end 20 km. Ecuadorianerne er ogsaa altid meget optimistiske med tiden saa en bustur paa en time, tager da i hvert fald ikke mere end 40 minutter. Det voldte mig en del problemer i starten og gjorde at jeg kom meget for sent pga. min families optimistiske forudsigelser. Generelt har tiden ikke den store betydning, for tid er der jo masser af. Det vil ogsaa sige at jeg har brugt utallige timer paa at sidde og vente i bilen paa at min vaertsfar liige skulle ind og hente noget, eller paa at vi kunne komme ud af doeren til en fest. Jeg oplever det meget som om, at ecuadorianerne altid lever i nuet, hvor vi danskere altid er et skridt inde i fremtiden. Ogsaa livsplanlaegningen er et ukendt begreb for de fleste her. Mange faar boern inden de er rundet 25 og oftest ikke planlagt, da abort er ulovligt her, og det saetter for mange en stopper for droemmene. De etablerer sig derfor i en ung alder uden at have udlevet de vilde ungdomsaar, og priorieterer familien over droemmene. For mange er livsdroemmen dog primaert at etablere sig med en familie og opleve kernefamilielivet. Desuden er der oekonomisk ikke raaderum til at droemme stort og de fleste er derfor taknemmelige for et roligt liv med familien. 

For familien er virkelig jordens omdrejningspunkt for ecuadorianerne. Familien kommer i foerste raekke og man prioriterer altid hinanden hoejt. Livskvalititet er ogsaa i fokus her i Ecuador, men det har bare en anden betydning. Ecuadorianerne, som jeg kender dem, tager til takke med et ydmygt liv, hvor de arbejder fra kl. 8 morgen til 8 aften og kun har tre dages ferie ved stranden om aaret. De fleste har aldrig vaeret i udlandet og har aldrig ejet en bil. Livskvalitet for dem handler ikke om materialismen og livsgoderne, men naermere om at kunne skabe et trygt og oekonomisk liv for sine kaere. Ecuador er stadig et meget fattigt land, hvor ca. 40 % lever under fattigdomsgraensen. Derfor er de elementaere livsgrundlag som indtaegt, hus og tryghed ikke en selvfoelge.For de fleste er hver dag en kamp for at faa det hele til at loebe rundt, og de nyder derfor de smaa stunder mere intenst, end jeg er vant til. Jeg har faaet vaerdien af disse stunder helt ind paa livet igennem min familie, og jeg ved nu mere end nogensinde foer, at lykken er en salsadans paa koekkengulvet eller et kaempekram i sengen. Det har gjort mig saa meget rigere at opleve den helt enkle og ligetil lykke.

Der er utallige forskelle mellem os danskere og ecuadorianerne. Nogle er til at se og nogle er ikke. Jeg er blevet konfronteret med mange kulturforskelle og har oplevet den mindste ting, som en verden til forskel her. Eksempelvis beholder man altid skoene paa, saa sokkerne ikke bliver beskidte, man spiser ris hver dag - for som et ordsprog siger; En en dag uden ris ikke en rigtig dag, man hilser alle med et kys og et "Hvordan gaar det?", uanset om man kender personen, og om det bare er et flygtigt moede - og man kysser selvfoelgelig farvel igen selvom det er to sekunder siden man moedtes. Alle disse ting, som er saa naturlige for ecuadorianerne var i starten meget fremmede og saere for mig. Men omvendt har vi jo ogsaa nogle maerkelige traditioner i Danmark. Vi pynter et grantrae og danser rundt om det juleaften, vi spiser til vi faar ondt i maven ved hver en festlig lejlighed, og vi klipper huller i sokkerne paa brugdommen til hans bryllup. Helt normale er vi da heller ikke.Vi har vores saere traditioner, men det er jo dem, der er med til at skabe vores karakteristiske kulturer - og hvad ville verden egentlig vaere uden dem. Er det ikke dem, der goer det sjovt at rejse ud og opleve, blive chokeret og forundret?

Saa hvad er i virkeligheden forskellen - for vi er jo alle sammen vel nogenlunde ens naar det kommer til stykket? Alle oensker vi at udleve vores droemme og opnaa den bedst mulige livskvalititet. En ting er sikkert - kaerligheden og omsorgen for andre mennesker er ikke noget, der aendrer sig, selvom man befinder sig omme paa den anden side af Jorden. Det gaelder baade i Danmark og Ecuador, at saa snart man aabner doeren til et hjem, bliver man moedt med aabne arme. Mennesket er jo paa trods af ydre faktorer inderst inde ens, og det er den naestekaerlighed, der har givet mig lov til at faa indblik i denne fantastiske kultur. Jeg skal ikke doemme hvilken kultur, der er bedst, og jeg har slet ikke i sinde at opveje det paa den maade. Hver kultur er rig paa sin egen saerhed og goer verden til et mere spaendende sted at udforske. Saa skal vi ikke bare hylde vores kulturer og tage en ekstra svingom om det grantrae ;)

Guy(marsvin) paa grillen

Min dejlige ecuadorianske familie

Ecuadoriansk foedselsdag paa mit projekt

Ecuador - mit andet hjemland

Otavalensk ung pige i traditionel klaededragt

Som min blog hedder, og som mit yndlingsmotto citerer: "At rejse er at leve". At rejse giver mig indsigt i livet og i verden og jeg er nu blevet en stor oplevelse rigere her i Ecuador. Jeg er blevet chokeret, malloes, forundret, jeg har grint og jeg har graedt. Alt i alt har jeg levet fuldt ud heroevre -  og min rejse er slet ikke slut endnu....

Opdateringer fra mit liv

Saa er det vist paa tide at jeg giver lyd fra mig igen. Der er ikke sket saa meget siden sidst, men lidt er der da at fortaelle.

Det gaar fremad med min spanske og derfor ogsaa med intregrationen som ecuadorianer. Jeg er efterhaanden i stand til at konversere paa gebrokkent spansk, men det er skoent endelig at kunne udtrykke sig. Jeg har indtil videre haft 9 timers undervisning, men jeg er overhovedet ikke faerdig med at laere.

Mit arbejde gaar ogsaa super fint. Jeg er begyndt at falde mere til og finder hele tiden ud af flere ting, som jeg kan goere mig nyttig med. Det er rart.

Jeg har vaeret ude og rejse i to weekender nu. Var i Canoa, som er en lille by ved stranden, med en del piger fra min organisation. Det var super skoent. Canoa er virkelig et laekkert og afslappende sted. Ren idyl - bortset fra myggene altsaa! Naeste weekend var jeg i Baños, som er et sted fyldt med aktiviteter og fest. Det er et rigtigt smukt sted, og ligger ved foden af en aktiv vulkan. Var ude og bade i et iskoldt vandfald, men en oplevelse var det da. Her i weekenden til jeg til Atacames, som ogsaa er ved stranden. Det bliver godt at komme ud og ned til varmen igen. Quito ligger jo hoejt i bjergene, og selvom jeg bor 30 minutter fra Mitad del Mundo, er det ikke spor varmt...

Pigerne fra VASE paa stranden i Canoa

Iskold badetur i vandfaldet

I gaar var det mors dag her. Det blev fejret helt vildt. Vi fik mega meget familiebesoeg i loebet af hele dagen og der var god stemning. Det var sjovt at vaere med til og meget anderledes end jeg har proevet foer. Min vaertsmor har desvaerre braekket benet og ligger nu i sengen den naeste 1,5 maaned, saa vi er lidt fastlaast i huset. Men saadan er det - bare megauheldigt.

By the way opdatering omkring hjemkomstdato er aendret til d. 25. juli, da jeg har valgt at tage til Columbia paa vejen hjem.

Sammen med nogle af boernene paa Camp Hope

Legetid paa Camp Hope

Verdenskort paa Camp Hope, saa boernene kan foelge med i , hvor alle voluntoererne kommer fra